fordele og ulemper ved elbilen

Fordele og ulemper ved elbilen

Der er mange ting at overveje, når du kigger på elbil. 

Vi har samlet de væsentligste fordele og ulemper ved elbilen. Læs med nedenfor. 

Fordele og ulemper ved elbiler

Få dit overblik her og læs detaljerne længere på siden

Fordele ved en elbil

Ulemper ved en elbil

Fordele ved elbiler

Grøn og miljøvenlig

Det er en fortsat diskussion, om elbilerne kan siges at være mere grønne end benzin- og dieselbilerne – ikke mindst hvordan regnestykket skal gøres op. I et land som Danmark, hvor en stor del af elproduktionen kommer fra vedvarende energi, så er mange efterhånden enige om, at elbiler samlet set er mere klima- og miljøvenlige end benzin- og dieselbilerne. 

Det, der ikke står til diskussion, er, at der bliver satset stort på udvidelsen af den vedvarende energi i Danmark, ligesom lade-infrastrukturen står til at blive udvidet markant de kommende år.

Grønne eller ej – elbilerne kommer. 

Accelerationer i sportsvognsligaen

I en elbil har du det fulde moment til rådighed hele tiden. Du skal altså ikke vente på, at motoren kommer op i omdrejninger, før momentet for alvor sætter ind. Det giver nogle vilde accelerationer på selv de små elbiler. Mængden af moment afhænger af batteriets størrelse og en række andre forhold. Men generelt set er elbilerne bare ekstremt hurtige (op til en vis hastighed). 

Næsten lydløs kørsel

Med en elmotor bliver motorstøj (næsten) elimineret fuldstændig. Det giver en næsten lydløs kørsel – især ved lave hastigheder. I stedet for forbrændingsmotorens brummen, vil der dog – afhængigt af modellen – være en svag ”summen” fra elmotoren. 

Derudover skal du være klar over, at hjul- og vindstøj naturligvis ikke forsvinder, bare fordi der ligger en elmotor i bilen. På mange moderne benzin- og dieselbiler er motorstøjen faktisk yderst begrænset ved konstant hastighed – det er mest ved koldstart og under acceleration, at du hører motoren.

Lave vedligeholdelsesomkostninger

Sammenlignet med en forbrændingsmotor er elmotoren en meget simpel konstruktion. Det samme gør sig gældende for hele drivlinen, hvor der ikke er behov for gear, kobling mm., som er noget af det, der er begrænset levetid på i fossilbilerne. I elbilen er der altså langt færre bevægelige dele, som bliver slidt under brug, og deraf ganske enkelt færre komponenter, som kan gå i stykker. Du kan derfor forvente lavere omkostninger til løbende service og vedligeholdelse sammenlignet med en benzin- eller dieselbil. 

Kører du elbilen optimalt – altså læser trafikken og slipper speederen i god tid, så motoren bremser og opsamler energi – vil du desuden slide mindre på bremserne. Det er ikke usædvanligt, at elbiler kører betydeligt længere mellem bremseskift, fordi motoren bremser (ret kraftigt) for at opsamle energi til opladning af batteriet. Dog anbefaler vi, at du for hver tur foretager en kontrolleret men hård opbremsning for at slide overfladerust og snavs af bremseskiverne, så de ikke sætter sig fast og skal udskiftes før tid. 

Dæk skal naturligvis skiftes lige så hyppigt som på fossilbilerne. I nogle tilfælde endda lidt hyppigere, fordi elbilens høje vægt (batteriet) medfører et større dækslid.

God brændstoføkonomi

Er du omhyggelig med at lade, når strømmen er billigst (typisk om natten), kan du spare mange penge på brændstofforbruget. Det sker endda, at elprisen kan blive negativ. Med andre ord vil du kunne få betaling for at aftage strømmen. 

Samlet set vil el-udgifterne til en elbil typisk være lavere end brændstofudgifterne på en benzin- eller dieselbil. Som nævnt ovenfor er det i høj grad et spørgsmål om at lære at køre elbilen optimalt, så du får opsamlet mest mulig energi til opladning af batteriet under udkobling og opbremsning.

Lave afgifter

Elbilerne er pålagt betydeligt lavere registreringsafgifter end benzin- og dieselbilerne. 

I perioden 2021-2025 skal der kun betales 40% registreringsafgift på el-bilerne. Derudover opnår du et klækkeligt bundfradrag på 170.000 kr. oven i det generelle fradrag på alle biler på 21.700 kr. Slutteligt er elbilerne fritaget for CO2-tillægget, da de ingen lokal udledning har.  

Rabat på ladeboks

Har du elbilen som firmabil vil en arbejdsgiverbetalt ladeboks opsat i dit hjem ikke blive beskattet, ligesom den vil være fritaget for afgift.  

Det tidligere personlige fradrag for el- og hybridbiler på 40.000 kr. er til gengæld afskaffet fra 2021. 

Ulemper ved elbiler

Begrænset rækkevidde

Selvom nye elbiler efterhånden kan opnå ret flotte rækkevidder (+600 km på nogle modeller), så er rækkevidden fortsat ikke på niveau med benzin- og dieselbilerne, som i mange tilfælde kører +1000km på en tankfuld. 

Udviklingen går dog enormt stærkt, og rækkevidden bliver bedre og bedre. 

Hvor stor en ulempe rækkevidden er, afhænger naturligvis helt af dit kørselsmønster. For de fleste vil rækkevidden ikke være et issue i hverdagen, da langt de fleste elbiler kører minimum 200 km. på én opladning, hvilket rigeligt svarer til et typisk pendlermønster, hvor bilen så kan lades med en hjemmelader til elbilen hen over natten, evt. også på arbejdspladsen. 

Rækkevidden er først og fremmest et problem, hvis du kører lange ture i hverdagen, bor/befinder dig i områder med langt mellem ladestanderne og naturligvis ved kør-selv-ferier og lignende.

Begrænsede lademuligheder

Ligesom rækkevidden fortsat er en akilleshæl, er lademulighederne begrænsede, hvilket vil være en udfordring for nogle elbilsbrugere.  

De fleste elbiler kan vise i kørecomputeren, hvor du har de nærmeste lademuligheder, samt hvor langt der er til dem. 

Men du skal indstille dig på, at det kræver lidt ekstra planlægning sammenlignet med kørsel i en benzin- eller dieselbil, hvor du næsten altid har en tankstation lige om hjørnet.

Ladetid

En fossilbil tager højst et par minutter at tanke helt op. Til opladning af elbilen må du påregne noget mere ventetid. Der er dog mulighed for at foretage en hurtigladning af elbilen på mange modeller, så du eksempelvis kan ”tanke” 100 km. kørsel på 10 min. Din elbils ladetid afhænger bl.a. af, hvor meget strøm den pågældende lader kan sende, samt hvor meget strøm din bil kan modtage.

Batterier yder dårligt i koldt vejr

Den reducerede ydelse i koldt vejr betyder, at du må forvente kortere rækkevidde i de kolde måneder.

Begrænset udvalg

Selvom udviklingen af elbiler går stærkt, så er udvalget fortsat stærkt begrænset sammenlignet med benzin- og dieselbiler. Ønsker du eksempelvis en elbils-stationcar, eller har du behov for anhængertræk, så er udvalget yderst begrænset.

Begrænsninger ved trækkrog

På grund af manglende typegodkendelser er udvalget af elbiler med anhængertræk stærkt begrænset sammenlignet med benzin- og dieselbiler. Der findes dog flere modeller, som kan fås med anhængertræk og med relativt høj lastekapacitet. Eksempelvis må en Audi e-tron trække 1.800 kg., mens en Tesla Model X må trække 2.250 kr.

Svingende elpriser

Som elbilejer må du indstille dig på, at prisen for opladningen af en elbil kan variere fra dag til dag og endda fra morgen til aften. Du kan evt. tegne et fastprisabonnement, hvis du ikke bryder dig om de svingende priser.

Ingen V6-lyd

En syngende V6’er (eller V8’er) er bare noget helt særligt – for nogle i hvert fald. Den lydløse kørsel i elbilen sker naturligvis på bekostning af (den fede) motorlyd. På nogle modeller kan du til gengæld få sendt motorlyd ud gennem højttalerne (meeen… er man så ikke hellere bare fri?).

Har du spørgsmål til valg af din næste elbil?

Vores leasingrådgivere sidder klar til at hjælpe dig. 

Casper Lundmose

Casper Lundmose

Leasingrådgiver

Kim<br> Sørensen

Kim
Sørensen

Leasingrådgiver

Michael Johansen

Michael Johansen

Salgsdirektør

Seneste nyt fra bloggen